madslaier

uge 8: et uanmindeligt hårdt program!

In Uncategorized on 20. februar 2010 at 18:24

først en indrømmelse: jeg kom ikke ind og se mnemic/fukt… tømmermændende fra Joe Buck-koncerten onsdag tillod det simpelthen ikke…! Hvis nogen af jer udviste mere rygrad og kom afsted så skriv endelig en kommentar og fortæl mig hvad jeg gik glip af!

men til det vigtige: næste uges præ-anmeldelser! for mere eller mindre første gang nogensinde, hvis vi ser bort fra festivaler, er det lykkes mig at booke min uge op med koncerter HVER aften (søndag indtil videre undtaget…), så jeg tror de fleste af dem bliver coffee-fueled! andet vil formentlig resultere i et akut oprør fra min hårdt prøvede lever og diverse af dens nærmeste naboer… Programmet ser således ud:

mandag d. 22/2: PaganFest m. Finntroll m.fl – Voxhall

Jeg er ikke for stolt til at indrømme at jeg altid har haft et blødt punkt i mit hjerte for store beskæggede mænd der kombinerer evnerne udi tungmetal med mere eller mindre seriøs pseudo-hedenskab. Faktisk resulterede denne kærlighed i en ganske udmærket bachelor-opgave på uni, men det er en hel anden historie… På mandag er der mulighed for at se en ordentlig flok af disse weekend-vikinger og overambitiøse rollespillere der har skiftet gaffa-sværdet ud med skarptslebne 6-strengede økser og diverse mere eller mindre obskure instrumenter tilsat dobbeltpedal og growl. Der er bands fra schweitz (kan også staves svejts ifg moderne retstavning, vidste du det?) rusland, tyskland og ikke mindst finland. Jeg vil her kun fremhæve et enkelt af orkestrene, nemlig FINNTROLL, der imellem imellem deres fuldtidsbeskæftigelse som knivkæmpere og hjemmebrændere har fået tid til at smide polkarytmer og andet godt ind i en god gang power-melo-død… Indstil kroppen på en tsunami af mjød og nyd at du for en gangs skyld kan tage din flotteste manowar-tshirt på og modtage anerkendende nik istedet for overbærende blikke!

Vurdering: B

tirsdag d 23/2: Swedish Azz – musikcaféen

Tirsdag står den på moderne fortolkninger af svenske jazz-klassikere på MC. Jeg har ingen idé om hvad jeg skal forvente, men det er sundt at udfordre sig selv lidt engang imellem…

Vurdering: D

onsdag d 24/2: Jaga Jazzist – train

Et super-spændende norsk orkester jeg desværre aldrig har fået hverken live, eller noget nær nok på plade. De spiller sfærisk og kompleks rockmusik med masser af jazzede over- og undertoner. For tiden hører jeg super meget Chick Correa, Return to Forever, Mahavishnu Orchestra og lignende fusions-ting fra 70’erne og først i 80’erne, og uden at fornærme nogen (faktisk er det ment som et kompliment af dimensioner!) kan man se mange ligheder og linjer op til de her norske gutter! Hvis du kun ska til een koncert i den kommende uge, så er det her investeringen skal gøres!

Vurdering: B

torsdag d 25/2: Ashiq Qurban – musikcaféen

Aserbadjans svar på Johnny Cash! forvent autentisk aserbadjansk folkemusik med alt hvad der dertil hører af spændende, nogen gange dansende, gæster. Stemningen er altid i top til den her koncertrække på mc, og der er rig mulighed for at blive kureret for eventuelle små-nationalkonservative og pianistiske holdninger ved at se hvor fantastisk spændende en kulturarv der ligger udenfor leverpostejens kulturkreds!

Vurdering: C

fredag d 26/2: Asa Irons m.fl – musikcaféen

Neo-folk af den meget stille slags… øv dig for guds skyld på ikke at klirre med kaffekruset!

Vurdering: [uden for kategori]

lørdag d 27/2: Manfred Mann’s Earth Band – train

Min kære gamle far, der opflaskede mig på 70’er rock og Johnny Madsen, og jeg har en dejlig tradition for at slæbe hinanden med til diverse koncerter der ligger lidt uden for hvad den anden ellers hører, og denne gang er turen så kommet til Manfred… Det ligger i den polerede og stuerene ende af de fede ting fra sin periode, men af en eller anden grund sparker de der gamle mænd altid røv, og jeg erindrer ikke at være gået skuffet fra noget af det mit fædrende ophav har udsat mig for gennem tiden! Nogen gange opdager man et missing link i sit indre rock-evolutions-træ, andre gange undrer man sig over hvordan et skævskud af neanderthaler-dimensioner er overlevet til idag. Svaret er formentlig at der heldigvis stadig findes utrolig mange tyndhårede mænd hvis udvikling gik i stå da konen tvang dem til at smide hårpisken midt i 80’erne, men stadig finder en spraglet skjorte og dertilhørende lædervest frem hver gang rockens brontosaurusser og uldne mamutter skal fodres. Og gud være lovet for det! Jeg forventer da også at min musikalske udvikling snart må gå i stå, så jeg kan udvikle mig til den gamle sure mand enhver sund dreng drømmer om at vokse op til at blive!

Vurdering: C

HEDNINGER BOLLER BEDRE!

/mads

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: